Mens jeg passer min haveaf Tine Enger

Tine Engers digte indeholder en dobbelthed, der går igennem hele digtsamlingen. Digtene rammer direkte og indirekte på flere planer.
I et tilsyneladende enkelt sprog leges der med ord og mening med både musikalsk og sproglig snilde, såvel som med humor og alvor. Men dét, der synes ligefremt og ukompliceret, viser sig at indeholde dybere lag, der sniger sig ind på læseren.
Haven bliver symbol på et sted og et liv – det indre, det nære og den verden, der både kalder, lokker, skræmmer og foruroliger. Et både-og, hvor paradisets have og helvedes forgård går hånd i hånd, hvor det smukke og uhyggelige er uadskilleligt, og hvor identitet, natur, modernitet, og menneskets forsøg på at få kontrol og magt flettes ind og ud i digtene.
Digtsamlingens femdele fører os igennem haven og havens oplevelser. Og dermed føres vi også igennem ungt og gammelt liv, oplevet liv og tabt liv, der peger ind og ud af haven. Haven er centrum i vekselvirkning med naturen og verden – en vekselvirkning der i digtene kommer til udtryk i sindsstemninger, der klangfuldt og med et skarpt blik spænder fra klaustrofobisk lukkethed til lys åbenhed, fra bekymring til glæde, fra ensomhed til samhørighed og sågar i stærke følelser som vrede, kærlighed og håb.
Billedkunstneren Else Pia Matinsen Erz’ nærportrætter af havens planter i sort-hvid og gråtoner er sanselige og fortættede. Digtsamlingens forside, med fuglene i de nøgne træer, understreger digtsamlingens dobbelthed – fuglene har både udsyn og indsyn, ser både haven og verden.
 
Tine Enger blev i 2014 kendt i medierne for sin stærke digtsamling ’Brystbærer’ med følsomme tankevækkende digte, der med humor og uden flæb satte ord på hendes eget brystkræftforløb og på spørgsmålet om, hvad kvindelighed er.