som tiden der går, uden at man føler sig forandret. Det er altid noget, at ventetiden er gratis. Eller er den?
Netop ventetid opleves meget individuelt og kan vise uanede sider af os selv, hvis vi mister tålmodigheden. Mens hovedpersonen venter, går tiden; hans verden skrider frem og forandrer sig i et tempo, som han ikke kan kontrollere og tilmed har meget svært ved at følge med i. Den omgivende verden griber konstant ind i hans liv og han distanceres langsomt fra alle dem, der omgiver ham. Han er uden for tiden, i skrap kontrast til sine omgivelser på alle tænkelige måder, og situationen bliver mere og mere uudholdelig. Hans venten og tøven og stigende desorientering, nettet der strammer til - er alt sammen med til at vække en gammel kriger dybt nede i hadet. Og stykket udvikler sig til eksplosive højder.