I læsningen af Merleau-Pontys (1908-1961) to værker, Le doute de Cézanne (1948) og L’Œil et l’Esprit (1960) udfoldes fænomenologien i et nyt perspektiv. I stregens adskillelse fremmanes den hemmelighed, der skjuler sig i perceptionens uendelighed og dermed i tvivlens mulighed, og forvandler stregens overgang til en modulation. Hvorfor har det stadig relevans over 100 år efter Cézanne? Fordi ”i stedet for stregens opdelende kontur, begriber Cézanne sit motiv, som var det selve landskabets fødsel; som en organisme, vi med det blotte øje aldrig fanger i dens kompleksitet, men kun fragmenteret i dens flygtige relation mellem krop og tanke, lader han den blive til på ny i værket. Ved denne særegne egenskab af kold, hård, men dyb, blå farve, dvæler Cézanne ved værket, som var det naturens egen fødsel, han muliggør”. Fænomenologien vedbliver menneskets fortsatte mulighed for at overskride sin egen grænse mellem kød og perciperet verden, mellem krop og tanke, fordi fænomenologien lærer os at percipere og se verden i dens foldninger, i dens overgange og i dens nuancer, der kommer til syne for mig.