moderne, som Johannes Riis skriver i sit efterskrift, er den på det tidspunkt i 1946 noget aldrig-før-set i dansk litteratur. Derfor hører den til i Gladiators Sandalserie og derfor bliver den genudgivet nu i anledning af Martin A. Hansens 70 års dødsdag den 27. juni 2025.

Johannes Riis skriver i sit efterord:

Det er en historie, som egentlig kunne fortælles ganske enkelt, naturalistisk, realistisk, som “Mogens”, som J. P. Jacobsen ville have gjort det. Det tøver historien ikke med at gøre opmærksom på. Den begynder sådan her:

Sommer var det. Hen mod middag. På en asfalteret hovedvej. Dækkene summede under cyklen, en ung mand kom kørende, Georg hed han – måske. Her på vejen et sted havde der ligget en tegnestift. Hvem havde kastet den? Næppe nogen helt almindelig tegnestift. Men nu var den væk, og lidt længere fremme på vejen sås følgerne. Under en blomstrende bornholmsk røn stod to unge damer. Den ene var punkteret ... (p. 97).

Ironien, humoren er til stede fra første færd: Så prunkløst enkelt kunne det have været. Men forfatteren er gået i stå. Han aner ikke, hvornår en bornholmsk røn blomstrer. Han, der søger sandheden, virkeligheden i alt, hvad han skriver, er ikke sikker på, hvornår en bornholmsk røn blomstrer, og mere skal der ikke til for at udløse hans usikkerhed ved sin metier og standse ham. Han kan ikke komme forbi den røn, han kan ikke komme længere, hans skriveri forekommer ham med ét futilt, meningsløst. Han lægger fyldepennen fra sig og studerer sin pegefinger, der allerede er plettet af blæk, ”Og det for disse tåbelige linjers skyld.” (p. 97)