Jeg smilede til hende. Jeg viste i hvert fald mine tænder i noget, jeg håbede lignede et smil. Jenny var heldigvis så optaget af sig selv, at hun ikke opdagede, hvordan jeg havde det. Hun fortalte, og hun fortalte, og jeg sad bare der og blev mindre og mindre. Til sidst var jeg der knap nok. Jeg var bare et lille støvfnug, der flimrede rundt i værelset.    − Skal du ikke ønske mig tillykke? grinede Jenny.    − Tillykke? kvækkede jeg.    − Var der ellers noget, du ville, Mira?    Et splitsekund huskede jeg ikke, hvorfor jeg var gået ind til hende, så lykkedes det mig igen at tænke.    − Må jeg låne din mascara?