De eksilerede blev betegnet som åndssvage, og åndssvaghed dækkede en bred palet af betydninger gennem anstaltens knap halvfjerds aktive år. Nogle var svagt begavede, andre var promiskuøse, andre igen kriminelle – alle var de til besvær. Samtidens medicinske tænkning var præget af eugenik og tilsagde, at disse afvigende mennesker skulle afsondres, og samfundet skulle sikre sig, at de ikke formerede sig.

I disse omgivelser vokser Carit op. I det lille mini-hus, som hans far har bygget. Plastikhuset kalder de det, for glas var for dyrt. Carit måtte ikke have noget med åndsvage at gøre, så det har han. Meget. Og han får venner, som det mest går ilde for.

Mig og Øhavet i Bakkerne er selvbiografi bygget på oplevelser i spændingsfeltet mellem en autentisk verden og drengens oplevelser.