først fuldstændig, da Johannes på brorens dødsleje foranlediger, at han bliver gift med præstedatteren Mathilde, som han tidligere har forført, gjort gravid og forladt. Dermed frelses også hun og deres barn fra vanære, og Johannes, der undervejs har forelsket sig dødeligt i hende, kan gifte sig med hende og indtræde i rollen som fader for den søn, Arthur i første omgang har svigtet, men i sidste øjeblik gjort legitim. Romanen bevæger sig i to meget forskellige miljøer. På den ene side står det pæne, borgerlige miljø, fortælleren er opdraget i, og hvorfra han taler. Det fortællende jegs skildring af sine omgivelser er poetisk-realistisk: „jeg … sidder her i den øde Præstegaard og bemaler det rene hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syer ved Vinduet, medens den lille Carl leger med sine Tinsoldater og af og til seer hen til Arthurs store Hund, der løfter Hovedet iveiret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gaarden.“ På den anden side står en københavnsk underverden, der er skildret med hele det interessantes sans for det radikale og dristige og med en usædvanlig nærgående realisme: „Og nu begyndte da atter den infernale Musik, medens min Broder paa eengang spilte Primoviolinen og dandsede med Damen. Donnaens Gebærder vare naturligviis særdeles uanstændige“. På samme måde er de to brødre taget fra hver side af biedermeierens spektrum. Johannes er som en af Thomasine Gyllembourgs helte, intelligent, ærlig, ordentlig, tilgivende, mådeholden, men dog i stand til at føle en voldsom lidenskab, der på sin side nok kan få grebet om hans dagklare fornuft, men ikke trække ham varigt ned. Nyere forskning har forsøgt at dokumentere, at Johannes på forskellig måde er en ironisk opfattet figur, men det forekommer ikke overbevisende. Arthur er i alt en interessant skikkelse. Hans sjæleliv er fra begyndelsen forvredet eller sygt i sit grundlag, og hans sindstilstand er derfor uden anden sammenhæng end den, der ligger i hans ubændige lidenskabelighed, hvert øjeblik slår den ud i et nyt indfald, i en ny retning, så han kun er sig selv i det, at han aldrig er stabil, og at hans gode og dårlige sider mindre kæmper om magten i ham end konstant veksler med hinanden. Johannes bliver da den, der forløser, hvad Arthur har svigtet, han får gjort mor og barn legitime og har broderens elskede hund hos sig, som han også på Arthurs bøn har taget til sig. (Dansk Litteraturs Historie)