at de, når de rigtig skal udtrykke sig, skal lede grundigt efter ordene – og helst nogle svære. Men det er ikke rigtigt. Det fjerner sig fra virkeligheden. Og det går for langsomt. Epik er det modsatte af lyrik; en fortælling med et fremadskridende handlingsforløb: fra a til b. Men den forholder sig til og er bestemt af det samme som lyrik: tiden. Forskellen er, at epik har tid og lyrik ingen tid: lyrik har al tid og er der altid. Lyrikken kan fanges lige inden rationaliteten, samfundets og andre menneskers sprog sætter ind. Der er man sig selv nærmest. Og fanger man andre, har det mindre med sprog at gøre, end det har med stemning og det at være menneske at gøre. Lyrikken og særligt musikken er det nærmeste, vi kommer dyrenes umiddelbarhed og ergo utankehed: i et til lejligheden kun passende stemningssprog, som man ikke tænker som tanker, men føler ubevidst, samtidig med at man forstår usagt: det er lyrikken. Der har jeg altid fornemmet mig mest hjemme, og gerne alene. Der er ikke noget, jeg ikke kan klare i lyrikkens øjeblik, der ikke gik.