Vlada Urošević et sted i sin bog Min kusine Emilija, og det er et levende billede på den intense stemning, der hviler over disse 18 fortællinger fra Skopje 1941-45, dengang Sydserbien, i dag Makedonien. Det er en verden, hvor de faste trygge rammer er truet på grund af Anden Verdenskrig og tyskernes besættelse af landet, og hvor byens beboere føler sig snigløbet af de indtrængende styrker udefra.

Og det er i denne verden præget af undertrykkelse og varemangel, opbrud og daglige luftangreb, at fortælleren og hans kusine Emilija lærer hinanden at kende. Han er knap 11 år, hun er knap 8, og hun er blevet sendt af sine forældre ind til byen hos slægtninge, hvor der er mere sikkert for hende. Hun bliver en del af storfamilien, som var typisk i balkanlandene dengang som nu, og bliver naturligt venner med sin tre år ældre fætter. For det er i hans families køkken, at alle slægtningene rykker sammen, det er hertil de kommer og herfra de går, her de diskuterer alle begivenheder og spiser sammen. – Og det er det eneste sted, hvor de varmer rigtigt op i disse krigsår med knaphed på brændsel.

Fortælleren ser som voksen tilbage på disse specielle og for ham fantastiske år, hvor familiens køkken blev hans verdens centrum, og hvorfra han lavede små afstikkere ud i byen med sin usædvanlige kusine Emilija og oplevede særprægede ting med hende. Med Emilija – som han hurtigt bliver forelsket i – opløses de voksnes entydige og rationelle verden. Han og Emilija oplever en ny virkelighed sammen. Det, de for eksempel troede, var fabeldyr, findes pludselig for øjnene af dem, og de kommer ind i drømmeagtige, labyrintiske bygninger, der udadtil ser helt ordinære ud. Der opstår en hemmelig forståelse mellem de to, hvor de sanser verden som et eventyr. Og en stærk drivkraft er deres spirende seksualitet og fortællerens store tiltrækning af sin kusine.

De 18 fortællinger er skrevet med barnets levende og fantasifulde registrering af omverdenen og med et skarpt blik for de voksnes ensidige rationelle opfattelsesevne. Krigens begrænsninger og farer forvandles til dragende drømmehistorier, hvor tid og sted ofte opløses, og de voksne ses som temmelig selvhøjtidelige og ofte noget komiske personer, der er fastlåste i deres urokkelige livssyn.

Vlada Urošević fortæller disse historier fra Skopje i 1941-45 med et vidunderligt klart sprog, en præcision, et helt vågent sanseapparat og samtidig et billedrigt skred på al ydre logik. Man trækkes uvilkårligt ind i disse ualmindelig velfortalte surrealistiske fortællinger om de to begavede børn og deres underholdende storfamilie under Anden Verdenskrig.

 

Det er på tide, at danske læsere får mulighed for at stifte bekendtskab med denne store fortæller med Min kusine Emilija, som udkom i Makedonien for 21 år siden – men stadig holder på grund af sin karakter af klassiker. Vlada Urošević, der er født i 1934, er en af sit lands betydeligste forfattere, med en alsidig baggrund som litteraturprofessor i Skopje, digter, forfatter, essayist, kritiker og oversætter. Han har fået tildelt adskillige litterære priser i sit land for sin drømmeagtige modernistiske skrivestil, der på original vis skildrer en upålidelig og ustabil omverden.