Skyld og synd smager af mest om morgenen, når den spejles i den nye dags renhed og uspolerede vorden. Jeg har ofte fået forbrydelsen lidt på afstand gennem søvnen. Måske har jeg drømt noget, som forsøgte at klinke skårene. Men det er samtidig med friske kræfter, jeg vågner op til erkendelsen af min egen ufuldkommenhed. Måske er det en slags naturlov, at nattens hvile giver mig de kræfter tilbage, som skal til for at kunne holde mit selskab med mig selv ud endnu en dag. En anden naturlov siger mig efter mere end et halvt århundrede, at jeg nok aldrig vågner op og under kaffebrygningen kommer frem til den erkendelse, at jeg endelig er fri for synd og skyld for gårsdagens gerninger.