Min mors dagbogaf Jan Birch

Min mor har fået Levy Body Demens. Derfor lavede vi nogle samtaler, som vi optog på bånd.
Det var mit ønske, at mor skulle fortælle frit fra leveren om sit almindelige liv. Jeg skulle lytte og være til stede. Hvis jeg så anede, at mor ville åbne skodderne for sine indre tanker, håbede jeg, at min fortrolige tilstedeværelse og enkelte spørgsmål kunne inspirere hende til at løsne helt op. Det var mit inderste ønske.
Ulykkelig skænderier, selvmordsforsøg, min bror Peters selvmord. Tiden efter fars død. Hendes søgen efter et nyt liv, en ny kæreste og senere ny mand. Hvorfor var vi ikke mere for hinanden i familien? Skyld, ansvar. Ingen næstekærlighed. Hvorfor blev hendes liv, som det blev?
En regndråbe kan falde på en frodig mark og give næring til nyt liv, eller den kan falde på en kold sten. Mors dråbe har givet os et dejligt liv på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at vi er mærket af det liv, vores forældre har haft. Og de af deres forældres liv. Men kender og forstår vi, hvilket liv de har haft? Har de haft forståelse, anerkendelse og kærlighed til hinanden ide valg og beslutninger de har truffet? Har vi?
Vore samtaler giver et lille indblik i hendes liv. Ordene er hendes egne. Hendes tanker viste sig i hendes blik, også når hun lukkede sine øjne. Der skjuler sig også noget bag hendes fortællinger.
Kunne vi så bare forstå historien og lære af den, for tænk hvis…