ikke ligefrem har taget livet af patienten - og har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler - eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend.

I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med værtshusholdersken, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet.

"Min onkel Benjamin" var Claude Tilliers (1801-1844) eneste skønlitterære værk. Hans produktion var fortrinsvis journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler den med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.