blev nidkært registreret af efterretningstjenesten. I Min sag gennemgår og kommenterer Michelet indholdet af den mappe som den norske efterretningstjeneste oprettede på ham i halvfjerdserne, og som han fik tilsendt da det norske Storting gjorde det muligt for de ulovligt overvågede at få udleveret kopier af deres sagsmapper. Bogen indeholder mange selvbiografiske elementer og selv om Michelet skriver med stor alvor, har han altid et glimt i øjet. For selv i noget så grænseoverskridende som en overvågningsmappe kan der findes humoristiske indslag. Fra Preben Wilhjelms efterskrift: ”En bog som Jon Michelets Min sag kunne ikke være blevet til i Danmark. Ikke fordi der ikke er helt tilsvarende historier at fortælle. Ikke fordi det er mindre relevant. Heller ikke fordi der er mindre behov for at tage ved lære af historien - tværtimod. Forskellen er alene, at da efterretningstjenestens underminering af demokratiet og overskridelse af sine beføjelser kom for en dag, så var der i den norske regering og Stortinget et ønske og en vilje til at rydde op, drage konsekvenser og tage ved lære, mens der i den danske regering og Folketinget kun modstræbende og halvhjertet var tilslutning til at få forholdene undersøgt, men under ingen omstændigheder ønske om at tage ved lære, og sidst af alt ønske om at drage konsekvenser.”