I virkeligheden ofrede jeg mig måske bare, tænker jeg nu. For dem. Omkredsen, omkredsen, der æder én. Omkredsen, der slog. Omkredsen, der klistrer, og omkredsen, der aldrig giver op. Jeg er træt af alt undtagen af himlen, mørket og vinden. Og hvis døden er den lange søvn, hvorfor er livet så så kort? Jeg mister måske bare min krop. Og måske også himlen og får en ny. Det eneste jeg ved.   Depressionen venter som et krybdyr og vil kvæle mig, hver morgen jeg vågner. Og den holder mig søvnløs i mørket. I mørket fuld af tanker. I mørket stadig fuld af forfulgthed. Har I lov til alt det?