Charlotte Strandgaard har med denne Min tro begået en andagtsbog. Man læser en bibelsk tekst og følger kirkeåret og derefter rykker man 2000 år frem i historien og læser hendes overvejelser. 

Overvejelserne er sprogligt enkle, rammende, eftertænksomme og ganske ofte provokerende. Personerne er ikke ophøjede og fjerne, men meget tæt på. Nærmest ubehageligt tæt på, men derfor også læsværdig.

Der er ikke plads til idealisering, hverken af den bibelske person eller læseren.
Personligt finder jeg karakteristikken af kvinderne i Ny Testamente meget stærke og i de digte, hvor Charlotte Strandgaards eget liv tydeligt anvendes som baggrund, er teksterne gribende og bevæger læseren. Forfatteren er meget generøs med sine egne erfaringer og derfor er teksterne oprigtige og til at forholde sig til.

Det kan ikke siges bedre.

Charlotte Strandgaard bruger hele sin poetiske pondus i den for hende karakteristisk enkle stil og med en ukuelige vilje til at se realiteterne i øjnene. Charlotte Strandgaard mistede i 2011 sin søn og hendes identifikation med jomfru Maria som mor og hendes tab af sønnen er gribende læsning.

Halfdan Pisket har med tegneserietrilogien Desertør, Kakerlak og Dansker, 2014-2016, slået sit navn fast som en fornyer af genren i Danmark. – Hans 16 tegninger til Charlotte Strandgaards digte er ikke én til én illustrationer, men fremstår som et værk i værket: fra bebudelsen over Jesu lidelseshistorie og Marias skrig ved korsnedtagelsen til Maria himmelfart.

Ligesom Charlotte Strandgaard har sine oplevelser og sin fortolkning af de bibelske fortællinger, sådan har Halfdan Pisket også sine oplevelser og sin fortolkning udtrykt gennem den enkle streg, som er hans, og med brug af bare én farve, rød, som både refererer til Kristi lidelse og Helligåndens ild.

Tilsammen revitaliserer de to kunstnere, digteren og tegneren, med udgangspunkt i evangelierne det aldrig fuldt besvarede spørgsmål, om der er en mening med lidelsen.