I bogen fortæller Lotte Heise om barndommen, der var med til at forme troen, om den guddommelige musik og salmerne og om vigtigheden af medmenneskelighed og smil.
Lotte Heise er sin egen, og det er hendes tro også. Som barn fandt hun tryghed hos den gamle, hvidskæggede mand oppe i himlen, og det er stadig ham, hun beder til, når hun – eller andre – har brug for hjælp. Men siden barndommen er der kommet flere ord og tanker til. Hendes tro er en levende størrelse, der henter sit indhold mange steder, og hun er ikke optaget af, hvad andre synes er rigtigt. Hun er i det hele taget modstander af rigide systemer og fordomme; begge dele forhindrer os i at få øje på hinanden.
