Men jeg nærmede mig min 40-års fødselsdag, og min bostøtte sagde til mig, at der er mere liv i Grauballemanden, end der er i dig, og at han ikke kunne holde ud at se på det. Så han forklarede mig, at der er kommet et nyt præparat, og han mente, at det var noget for mig. Han anbefalede mig at gå til lægen for at få det undersøgt nærmere. Han havde hørt, at det præparat var en vej tilbage til livet. Men jeg har altid haft en tydelig skræk for at eksperimentere med mig selv. Jeg var helt nede under gulvbrædderne, men jeg gik alligevel nogle uger og tænkte over det. Men min familie mente, at jeg skulle prøve det. De sagde: ”Hanne, du sover dit liv væk. Du er nødt til at gøre noget …”  Og det havde de ret i. Jeg sov mit liv væk i ni år.