Fra bogens indledning:

“Jeg har altid haft helte. Den første var min far. Senere cykelryttere som Reg Harris, Joseph Scherens, Børge Gissel. Så jazzmusikere som Duke Ellington, Monk, Bud Powell. Og mange flere. Jeg har altid haft et bredt felt af helte. Også en ældre mand som Ove Brusendorff. Ham kunne jeg jo lære god smag af, ro, langsomhed, kræsenhed. En ældre kvinde som Katherine Dunham, jeg kunne se alt det, hun havde levet og kunnet, når jeg betragtede hende hvile sig på sin divan.

Jeg bryder mig ikke om ordet rollemodel. Det er et dumt pædagogisk begreb. Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel. Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening. Jeg synes, helte er godt. En helt, det er en, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særlig slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde.”