København i det 19. århundrede for at omvende befolkningen. Med barok humor skildrer bogen, hvordan den nyomvendte bliver så ivrig i sin tro, at han med sin ekstremisme frastøder dem, der har haft troen længe. Saftig Sydhavs-sex og humor indgår en ny alliance i denne bog, der sprogligt er skrevet som Missionstraktater fra forrige århundrede, men indoldsmæssigt damper af rå sex.
Bogen begynder således:
"Fra min tidligste barndom har det forekommet mig, at den mest ophøjede og ædle gerning i verden måtte være at gå i kirkens tjeneste og drage bort til fjerne lande for at lære de vildførte hedninger der den eneste sande tro at kende. Egentlig var det vel min kære salig moder, der satte denne idé i hovedet på mig. Størstedelen af den sparsomme tid, der levnedes hende fra madlavning og pasningen af os 14 børn, brugte hun til at strikke muffedisser og knævarmere til de gudløse vilde, der var dømt til evig fortabelse, dersom gode kristne mennesker ikke tog sig af dem og førte dem ad den rette vej.
- Sixtus, sagde hun ofte til mig. - Sagde Vor Herre Kristus ikke: ”Gak ud og gør alle folkeslag til mine disciple?” Intet ville glæde mig så meget, som lagde du dig de ord på sinde. Dine ældre brødre har jeg ikke haft andet end sorg og kummer af, thi de har alle arvet din stakkels faders lidenskabelige gemyt. Deres sjofle lader og uhøviske tale får næsten mit hjerte til at briste. Men du, Sixtus, har altid været en god dreng. Kunne du blot sone dine brødres vildfarelser ved at føre de stakkels sorte frem til Gud."