Da Kari Herbert var ti måneder, tog hendes forældre hende med til Thuleområdet, og i to år boede den lille familie sammen med en af de sidste grupper af de oprindelige polareskimoer. Karis første ord var på inuktun, hendes første venner de lokale fangeres børn. Siden vendte familien Herbert tilbage flere gange. I 2002 tog Kari Herbert alene til Qaanaaq. I sin søgen efter barndommens land stødte hun på fortidens spor i dette på en gang fjerne og fortrolige område. Hun mødte tragedier og håb midt i det afsondrede samfund, og hun fandt sin barndoms venner splittet i kampen for at bevare de gamle traditioner overfor det moderne samfunds fristelser.

Gensynet med vennerne, der stadig jagtede med harpun fra kajak om sommeren og kørte med hundespand om vinteren blev startskuddet til denne levende skildring af Qaanaaq og dets beboere fra 1970 og til i dag. Bogen er spækket med oplysninger om polareskimoernes levevis, ritualer, fangstmetoder og sagn, og samtidig leveres en up-to-date indføring i den moderne politisk-historiske situation, der sættes i perspektiv med tilbageblik til fx oprettelsen af Thule Air Base og flytningen af polareskimoerne i 1953 i forbindelse med B-52éren, der styrtede ned med sine A-bomber.