og udvikling i perioden fra 1950’erne til sidst i 1990’erne.

I bogen understreges at højskolen historisk bygger på vækkelse. At Grundtvig med sine tanker om en folkelig skole og Christen Kold med sin praksis som højskolemand ønskede en ændring af det danske samfund. Nok havde de forskellige meninger om denne vækkelse, men grundlaget var for begge at eleven skulle »vækkes«, dvs. opleve at livet kunne leves på en ny måde for at også samfundet kunne blive anderledes. Skolen skulle, som det blev sagt, både oplive og oplyse, for at den enkelte kunne blive mere ansvarlig og samfundet mere demokratisk og ligestillet.   Hanne Engberg prøver at holde denne linie fast i sin beskrivelse af de fire ovennævnte højskoler, der alle, på hver deres måde, holdt fast i traditionen.

»1968-vækkelsen« ses som den sidste ægte vækkelse her i landet, der også ramte folkehøjskolerne. Kolding højskole, der eksisterede fra 1972 til 1998, er udtryk for dette ungdomsoprør, og i bogen beskrives skolens optur og nedtur i forening med samfundets udvikling i disse år. Det er især dette forløb Hanne Engberg i bogen gør rede for.

Hanne Engberg, f. 1935. Højskoleelev på Askov og Krogerup højskoler 1954 og 1955. Cand.mag. i dansk og engelsk 1962, gymnasielærer i København 1962-66, højskolelærer på Båring højskole 1966-73, lærer og forstander på Kolding højskole 1973-76. Stipendiat på Emdrupborg 1976-79. MF for SF 1979-81. Forfatter.