at andre mennesker ville skade mig eller min familie...”
[Fra Mit liv med Kompleks PTSD]
Bogen er til dig, der gerne vil have konkret viden om Kompleks PTSD, og som gerne vil forstå dig selv, og hvordan dine symptomer på Kompleks PTSD har påvirket din personlighed og adfærd. Den henvender sig også til nære familiemedlemmer og behandlere som arbejder med traumatiserede overlevere.
Forfatteren har levet med Kompleks PTSD i mange år. Hendes selvindsigt og viden om Kompleks PTSD kommer til udtryk, når hun detaljeret fortæller om, hvordan symptomer som flashbacks, skam og frygt påvirker hendes hverdag. Hun er glad for sit liv og har færre symptomer i dag, men må stadig leve med følgerne af mange års traumer.
Citater
”Når mine svigerforældre hentede mine børn, stod jeg gerne og kiggede langt efter dem, mens de kørte ud ad vores indkørsel. Jeg oplevede den dybeste sorg over, at det her var sidste gang, at jeg så dem, fordi de snart ville dø. Det var lige så smertefuldt, som da jeg så min datter dø. Tårer trillede ned ad mine kinder, og jeg følte mig magtesløs…”
”Der er bare noget med autoritære mennesker, som jeg har svært ved at håndtere. Jeg tror, det er deres kropsholdning og en selvsikker stemme og den let overlegne attitude, som trigger mig. Jeg kan slet ikke med det. Min krop skriger i desperation, når de begynder at formulere længere sætninger. Jeg har allermest lyst til at flygte. Føler jeg mig tvunget til at lytte til dem i ren høflighed, kan jeg slet ikke være i mig selv. Deres ord føles som tortur…”
”Gang på gang var jeg den laveste fællesnævner. Det var næsten altid mig, de andre måtte tage hensyn til. Jeg kunne ikke holde til at gå så hurtigt som min mand og voksne børn. Jeg kæmpede med at få vejret og sakkede bagud. De naturlige steder at besøge, som restauranter og travle bymiljøer, var fyldt med aktivitet og støj. Selv vores hus havde støj i sig selv. Air conditionere larmede og holdt mit stressniveau oppe…”
”Når mand og børn er på arbejde og i skole, er der fred i vores hjem. Den tid, hvor jeg er alene, er den bedste tid på dagen. Tro mig. Jeg elsker min familie, men jeg elsker også, når de ikke er hjemme, fordi menneskelig kontakt er uhyre belastende for mig…”
”Min familie ved ikke, at jeg hele tiden tager mig sammen, for at jeg kan være i samme rum som dem. Det er så hårdt for mig at prøve at se normal ud, se glad ud, udholde flashbacks og høre på deres snakken og larm. De kan selvfølgelig ikke forstå, at det er så anstrengende for mig at være til, for jeg ser normal ud. De forstår ikke, at jeg slet ikke ønsker, at de skal se, hvordan jeg har det. Det er for ydmygende at falde sammen foran dem. Jeg føler mig svag, og jeg er bange for deres fordømmelse...”
