Denne bog beskriver et liv som præst i årene 1963 til
1975. I den periode virkede pastor Magnus Larsen nemlig
som præst i Julianehåb, Upernavik, Thule, Holsteinsborg,
Narsaq og Egedesminde præstegæld.

Man lærte nye mennesker at kende det nye sted, og lige
når samarbejdet begyndte at gå rigtigt godt, blev præsten
flyttet videre til et andet sted. Det var den ledelsesstil,
som Ministeriet for Grønland havde arvet fra Grønlands
Styrelse i kolonitiden. Den måde præsterne blev ledet på
må siges at have forhindret det grønlandske folk i at opbygge
et godt samarbejde. Når en præst fik besked om at
flytte videre til et nyt sted, så rejste han og hans familie
fra stedet og efterlod alt det, de havde opbygget af relationer
og netværk.

Det var hårdt for os præster, men eftersom vi arbejdede
i Statens tjeneste, kunne vi ikke nægte at blive forflyttede,
men for familien, især for de mindre børn, der er
følsomme overfor alle forandringer, gjorde det virkeligt
ondt i sindet.

Bogen er en fortælling om hændelser i Grønlands nyere
historie, og er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.