begyndte min anoreksi efter bruddet med en kæreste. I det helt, helt uskyldige blev en ny tanke født. Alene var den uskyldig. Sammen med andre var den farlig. Og der kom andre tanker! Tanker om at tabe mig. Tanker om ikke at spise. Tanker om at træne hele tiden. Tanker om flugt fra virkeligheden og kontrol, der gav mig tryghed. Og i min kamp mod kroppen og tankerne blev jeg mere og mere spundet ind i mit eget spindelvæv. Det gjorde mere og mere ondt, og jeg blev mere og mere ligeglad, og til sidst var jeg ude på det åbne hav uden redningsvest og i gang med at drukne mig selv. Som i en mørk tunnel, der bare bliver ved og ved.

Men midt i den mørke tunnel anede jeg dog pludselig et lille lys. En ny tanke var født. Jeg ville vinde over de onde tanker. Gå gennem tunnelen med hjælp fra mennesker, der stod mig nær, og som jeg måtte stole på. Udvise den største tillidsøvelse, som det er at bede om hjælp, og tage imod den.

Og jeg gjorde det! Jeg vandt over ‘mit tynde liv’ og kom ud af mit eget selvskabte spindelvævshelvede … stærkere end før. Anoreksien slap sit greb i mig, og nu håber jeg, min fortælling kan hjælpe andre anoreksiramte og pårørende og fortælle dem, at der er lys for enden af tunnelen. Viljen skal ‘bare’ være større end håbet. Og håbet skal være større end tankerne. Og tankerne skal høres af andre, så der kan ydes hjælp!