hans store kærlig til sin familie og til Danmark.
Samtiden prægede ham, og han prægede sin samtid.
I 1909-10 tog han med som kartograf på Alabamaekspeditionen til Nordøstgrønland og fik forfrysninger i både hænder og fødder. I månedsvis gik han rundt med benpiberne stikkende ud af fire tæer. Som om det ikke var nok, blev ekspeditionens skib skruet ned af isen. Skibbrud betød overhængende livsfare. Hvor skulle de bo? Hvor kunne de finde varme og ly for snestormene? Hvor skulle de få mad fra? Hvordan kunne de komme hjem? Der fandtes hverken post eller telegraf for slet ikke at tale om satellittelefoner eller e-mails. Deres eneste mulighed var at lægge besked i varder og håbe på, at nogen kom forbi og fandt den. Fem ekspeditionsdeltagere blev reddet i 1910, Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen måtte vente med at blive undsat til 1912.
Vel hjemme igen kastede han sine kræfter ind i arbejdet med at hjælpe andre, som var i knibe. Ved afslutningen af første verdenskrig blev han chef for Krigsfangekontoret, der hjalp over 7000 sønderjyske krigsfanger hjem fra alverdens lande, og han var med til at etablere krigsinvalideskolen i Sønderborg – ergoterapiens vugge i Danmark. Han blev chef for Danmarks første fredsbevarende styrke i 1920, og han var med til at indføre civil uddannelse af hærens rekrutter. Senere blev han den første kontorchef i Landsforeningen for Kræftens Bekæmpelse.
Selvom han var en handlekraftig mand, forhindrede samtidens normer og regler ham i at gifte sig med sin elskede Dagny. Bogen følger dem gennem 54 år.