at være antimoderne. Og det moderne ligner ikke sig selv længere.Denne bog leverer en idéhistorisk analyse af forholdet mellem religion og modernitet og påpeger, at den senere tids blodige konflikt mellem islamisme og vestlig modernitet ikke blot er ulykkelig, men også paradoksal. For netop inden for de sidste to årtier har det moderne antaget en selvindskrænket form, der principielt er fuldt forenelig med religion: Vor tids modernitet giver plads til, at det moderne ikke skal og ikke kan dække alt.Modernitet og religion definerer kernebegreberne og fortæller, hvorfor totalitarismer som nazisme, stalinisme og fascisme er en del af moderniseringen, men ikke er moderne. Den gør det desuden klart, hvorfor menneskerettighederne ikke kan have et religiøst grundlag - og hvorfor Karl Marx' religionskritik må revurderes.