Bogen handler om den unge digter og frihedskæmper Mogens Friis, der som 19-årig blev dræbt under en aktion 3. maj 1945.

Mogens Friis voksede op i et bedrestillet hjem i Varde, hvor faren var redaktør af Varde Dagblad, lokaludgaven af Venstreavisen Vestkysten. Allerede på et tidligt tidspunkt interesserede han sig for politik. I 1943 gik han ind i modstandsarbejdet i Esbjerg, samtidig med at han gik i gymnasiet. Sommeren 1944 var han med til at danne modstandsgruppen Tjæreborg – Bramminge Gruppen, hvis primære opgave var jernbanesabotage. Samme efterår var han med til at stifte det illegale DKU i Esbjerg. Da modstandsgruppen blev revet op, måtte han forlade sit illegale logi i Esbjerg og søge tilflugt forskellige steder i Jylland, inden han i april 1945 tog til København.

Mogens Friis var for sin alder meget belæst og havde selv en lyrisk åre. Han skrev mange digte, som bl.a. blev trykt i Vild Hvede og i det lokale illegale blad Vestjyden, Nogle af dem bringes i bogen. Han nåede også at skrive to skuespil og et udkast til en roman. I slutningen af 1945 udgav Gyldendal et udvalg af hans digte, redigeret af Harald Herdal.

Forfatteren, dr. med. Mogens Wohlert, har via citater fra breve, andre skriftlige kilder og mundtlige beretninger forsøgt at give læseren indsigt i nogle af de tanker og følelser, som Mogens Friis og dele af krigsungdommen var præget af: oprør mod forældregenerationens stivnede livssyn og laden stå til, dens manglende indsats mod besættelsesmagten, samt følelsen af at skulle starte helt forfra med at opbygge et nyt og mere humant samfund.

Bogens hovedbudskab til unge og ældre er, at også i dag bør den passive tilskuer ikke eksistere, men bør engagere sig i den politiske og sociale virkelighed.