skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred - på én betingelse: at Guidos hustru fru Giovanna, skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø - og lade Pisa indbyggere gøre det samme – frem for at se sin hustru skændet, men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.

Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger efter den danske førsteopførelse på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjerne som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. – Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder … Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."