Alle boganmeldelser og de bedste bogpriser
Mor var en engel Fortællinger om savn, skyld og litteratur af Frank Egholm Andersen
?
/100
Endnu ingenanmeldelser
Litterære essays vævet sammen med barndomserindringer, moderens selvmord og farmorens fornægtelse af den syfilitiske farfar.
'Forfatteren er på en indre rejse tilbage til den mor, der så uventet og tragisk tog livet af sig... et meget rørende og vellykket portræt af en på nogle punkter stadig gådefuld kvinde, der ikke gjorde væsen af sig selv, men som var højt elsket'.
Else Cederborg, litteratursiden.dk
'Værket er stramt struktureret og meget litterært bevidst, en intens læseoplevelse... Det er et meget selvstændigt, skyldbevidst men kunstnerisk insisterende udspil i erindringsgenren, som Frank Egholm Andersen her leverer.'
Torben Wendelboe, lektørudt., Dansk BiblioteksCenter
1. kapitel:
Farmor og støvet
Det begynder med farmor. Alt begynder med farmor. Før vi måtte lege på farmors gårdsplads om sommeren, skulle den vandes. Farmor fyldte uden ord, og med stor værdighed, en zinkvandkande og satte en spreder på, ligeledes af zink. Så gik hun gårdspladsen rundt en tre-fire gange og vandede, så støvet blev bundet, og vi ikke svinede os til. Vi stod benovede over det faste og ikke helt forståelige ritual i døren ind til gangen og ventede og prøvede at efterligne farmors højtidelighed. Min storesøster var bedst til at holde posituren. Selvfølgelig hjulpet af, at det var hende, der havde det privilegium at holde i dørhåndtaget, indtil farmor mente, det var tid til at indtage territoriet. Min lillesøster og jeg kunne så stå bag hende, trip trap, og følge slagets gang. For vandet skulle synke ned. Man kunne ikke bare fare ud straks efter vandingen.
Der måtte gå nogle lange minutter, før støvet havde lagt sig. Og når signalet blev givet, fór vi forvildede, som en flok høns der lukkes på græs, gårdspladsen rundt uden at vide, hvad vi var der for, eller hvad der skulle ske. Langsomt besindede vi os og fik fat i spand, skovl og rive og kom igang med projektets egentlige formål: at bygge sandslotte, balancere sandkager op eller at udgrave voldgrave omkring tidligere sandkager, der så blev til sandslotte. Min lillesøsters store forundrede øjne og min storesøsters naturlige autoritet. Gårdspladsen og dens støv, der aldrig rejste sig.
Vi forstod ikke, hvad vandingen havde med vores manglende tilsvining at gøre, når nu det fremkomne pladder svinede mere end støvet. Men vi forstod, at pladderet var rigtig godt at bygge slotte og kager med. Man kunne skrabe anseelige mængder sammen med spanden ved at trække den let gennem sandets overflade. Og pladderet var perfekt til at stive bygningsværker og kager af med. Det gjaldt om at undgå, at det underliggende tørre sand fandt sig vej gennem pladdervæggene og strømmede uordentligt ud over det hele. Farmor var imens ude og se til sine frugtbuske bagved brændeskuret eller sad i en havestol med solhat og overvågede foretagenderne. Og farmor kunne overvåge med ryggen til eller med lukkede øjne. Enhvert nok så lille skænderi over en spand eller spade blev taget i opløbet, uden at farmor behøvede at åbne øjnene.
Langt senere ville jeg bruge solbærbuskene til at forsøge en slags tæthed med farmor. En kejtet rækken ud efter farmor. Ikke hendes sjæl. Den var aldrig inden for rækkevidde, men så noget andet, som kunne træde i stedet. ”Hvornår er den bedste tid at beskære sine frugtbuske, farmor?”, spurgte jeg. Og farmor var knap, intet føleri eller intimitet. ”Jeg gør det, når jeg kommer til det!”. Jeg ville gerne have haft et fagligt råd. Jeg ville gerne gøre mig til gode med farmors erfaringer – jeg ville… men farmor ville ikke.
Farmor tog vare på os, og vi var totalt trygge i hendes varetægt. Man kunne sige, at vi havde respekt for hende. Men respekt er for tyndt. Respekt vinder man eller opnår ved gode gerninger eller ærefuld opførsel. Farmor var en urokkelig klippe i vores liv og behøvede ikke at gøre sig fortjent til noget som helst. Vi kunne heller ikke gøre noget rigtigt galt hos farmor. Vi blev sat på plads, skubbet frem eller tilbage, fik at vide hvordan tingene skulle være uden at opleve andet ved det, end sådan skulle det være. Farmor gav ikke kys og kæl i utide, og man sad ikke på skødet hos farmor uden for en kort stund, mens man blev nødtørftigt trøstet efter knubs eller en skramme.
Man blev heller ikke farmors fortrolige. Hun havde sin verden, og vi havde vores. Hun havde født og opdraget fem sønner, levet gennem to verdenskrige, var fem år ældre end vores konge, og det syntes, som om intet i verden kunne antaste hendes ro og styrke. Farmor havde fødselsdag den 8. marts, og specielt mine søstre har siden set en betydningsfuld symbolik i, at farmor på bedste vis delte dagen med kvindernes internationale kampdag. Den nye kvindebevægelse kunne hente symbolsk kraft fra farmors styrke, og på en af farmors dårlige dage kunne hun så til gengæld låne sig til noget af kraften i returkommission.
Farfars syndefald
Min farfar var der ikke. Eller farmor lod ham ikke være til. Han havde syndet i sine yngre dage og var fortabt. Syndefaldet var sket ved, at han havde forlystet sig med en af den lille bys utugtige damer og havde fået sig smittet med kønssygdommen syfilis i tilgift. Om utugten skulle have fundet sted i den lille provinsby eller i den store nærliggende, monstrøse havneby fortaber sig. Vi oplevede under alle omstændigheder aldrig nogle utugtige damer i byen og ville heller ikke vide, hvor vi skulle kigge efter dem. Farfar var i sygdommens tredje fase, og hans sind var formørket.
Om farfar kun var hos den utugtige dame en enkelt gang, eller om han forlystede sig med damer i massevis og dertil drak ugelønnen op, er og forbliver uvist. Men sikkert er det, at farmor ikke tilgav. Oplysninger om farfars syndefald fik vi ikke fra farmor hverken dengang eller senere. For farmor var farfar luft og blev aldrig omtalt som andet end 'min mand'. I farmors overleverede dagbog – et kladdehæfte med korte stikordsagtige notater – står lakonisk ud for den 17-11-1966 et tegnet kors og ”min mand døde”. Historien om farfar blev langsomt gennem opvæksten overbragt os af vores far – bid for bid – med hans skam over sin syndige far som et filter for ordenes uhyrlighed. Farfar spiste og sov hos farmor, men var ellers ikke til stede. På nær to vigtige ting: dørskiltet og pensionen. På dørskiltet stod Pens. jernbanefunktionær S. A. Andersen, og farmor var bedre stillet end andre ældre mennesker i byen, fordi hun havde tjenestemandspensionen efter farfar. Ellers gik han rundt i byen som en særling, og vi lærte hurtigt ikke at lade os mærke med familieskabet. Langsomt tog vi skammen på os.
Byen havde et blindehjem for mænd. Dengang var man ikke så nøjeregnende med diagnoserne, så de blinde mænd var ikke alle lige blinde, men kunne også bare være svage i ånden, lidt til en side eller gement sindssyge. Oppe ved Sæbehuset stod en af blindehjemmets alumner dagen lang til højre for indgangsdøren – ret op og ned uden at foretage sig andet end at trække voldsomt på den ene skulder med få minutters mellemrum. Han var fast inventar i byen, og ingen forfægtede hans ret til at stå vagt ved Sæbehuset. En anden blev kaldt Napoleon og holdt trafikken i ave nede ved jernbanestationen. Han fægtede gestikulerende med armene, talte imaginært med tilsyneladende store bil-konvojer og spankulerede stolt frem og tilbage fra kørebane til fortov i en uafladelighed. Han var altid i gummistøvler og jakkesæt, hvor gummistøvlerne havde det øverste af skafterne smøget ned – måske for at ligne nogle militærstøvler han engang havde set på et billede. Byens børn var for så vidt stolte over at have én som Napoleon til at gøre så megen gavn for byens orden og velfærd, og ingen formastede sig til at tilsige ham et ondt ord.
Forfatteren Hans Scherfig, der boede lidt uden for byen, undrede sig over, at han først blev ekspederet hos bageren, når alle andre havde fået. Først når han var helt alene i butikken, blev han spurgt om, hvad det skulle være. Så fandt han ud af, at det var fordi han gik rundt i blåt arbejdstøj fra Brugsen. Det samme tøj som alumnerne ude fra Blindehjemmet normalt gik i. Bagerjomfruerne opfattede den mest solgte forfatter i hele århundredet som en af tosserne, der kunne vente, til ordentlige folk havde fået. Scherfig fandt aldrig ud af, at det var alumner fra blindehjemmet, man forvekslede ham med. Han troede, at det var et hjem for gamle. Ret skal være ret. Der var også et hjem for samfundets udstødte mænd ude på Kongevejen, angiveligt kaldet Engtofte, skråt overfor drengehjemmet med det ustyrlige navn Håbet. Både Napoleon, Sæbehusmanden og flere andre af de blåklædte alumner kan have fået meddelt deres udgang fra den røde murermestervilla på Kongevejen og ikke fra Blindehjemmet. Vi spurgte dem ikke, og de ville nok heller ikke have svaret.
Og min farfar faldt til i udkanten af byens særlinge og tosser. Han blev vel sagtens også forvekslet med alumnerne. Men han skulle ikke hente morgenbrød hos bageren, det skulle farmor nok selv klare. Så bagerjomfruerne har aldrig ladet ham stå og vente, til alle andre havde fået. Han havde ikke pondus som Napoleon eller Sæbehus-vagten – eller Scherfig for den sags skyld. Han gik mere undseelig omkring, som regel i en stor overfrakke, uden at gøre noget væsen af sig. Mine søstre og jeg talte aldrig til farfar. Vi gik over på det andet fortov, når vi så ham for enden af hovedgaden. Vi overtog uden overhovedet at tænke over det farmors usagte postulat: Farfar var ikke til stede.
Farmor havde en bror, der boede oppe ved Annisse nordøst for Hillerød i en lille landsby, der hedder Nejede. Vi må have taget en bus fra Hillerød Rutebilstation, og for os var det en udflugt, der tryllebandt. Farmor regnede det ikke. Vi kaldte farmors bror for onkel Karl efter hendes instrukser, og onkel Karl havde en kone og en karl på det lille husmandssted. Det var et slid og slæb, og vi forstod ikke, hvad der foregik. Karlen på gården balancerede det meste af tiden rundt med en overdimensioneret trillebør, der var dobbelt så lang som han selv. Og så var der noget i vejen med ham. Han var ikke almindelig, og det var spændende og samtidig skræmmende. Karlen på gården var udlånt af Ebberødgård – en institution for åndssvage nede ved Birkerød. Ebberødgård kendte vi som et sted, der kom nærmest på det helvede, der var billeder af i den børnebibel, som mor læste op af, inden vi skulle i seng. Du må jo være fra Ebberød, var kraftige skældsord, som var rigtigt gode at råbe efter de genstridige unger oppe fra Hammersvej og Lykkemosevej.
Karlen hed Jørn og ville os – forsøgte at smile til os og gøre sjove ting for os. Lod som om han var ved at falde med den store trillebør – ville vise os hvor langt han kunne køre ud i møddingens plørehul med børen og alligevel ved hjælp af overmenneskelige kræfter trække den fri. Men vi var for benovede. Eller farmor efterlod os i benovelsen. Hun formidlede ikke Jørn til os. Han var for aparte for hende og dermed for os. Måske var det for hende et fedt, om man var åndssvag eller sindssyg. Måske mindede Jørn fra Ebberød hende for meget om farfars syfilitiske tredjefases sindssyge. Vi syntes også, at Jørn lugtede lidt ligesom farfar, når vi af vanvare kom ham for nær. Farmor havde ikke blødsødenhed i kroppen. Man måtte vare sig. Man skulle ikke give ved dørene. Man ligger, som man har redt. Og Jørn stod ellers og ville så meget meget med sit fjollede grin midt i møddingen med sin alt for store trillebør. Og lignede måske lidt efter farfar, når han havde set os oppe i hovedgaden gå over på det andet fortov for ikke at møde ham – og alligevel forsøgte han at sende et fordrejet smil over mod os – et smil, der aldrig ramte os.
expand_more
De bedste priser på
Mor var en engel af Frank Egholm Andersen
-
Ebog (ePub), Her & Nu, ISBN: 9788790184681
-
UDSOLGT - Hæftet bog, Her & Nu, ISBN: 9788790184674