Uddrag af bogen 

Borgherren gjorde tegn til, at der skulle tændes flere lys og lægges på ildstedet. Da salen blev lyst op, blev det klart for alle, at det kun var de færreste, der var upåvirkede af de mystiske angreb. Én blinkede med hovedet på skrå som en hane, men det var kun benene, der var ramt. De var store, gule og skællede og sluttede i grønblå fjerpragt ved taljen. En anden havde en finne, der hvor armen skulle have været, og sad og plirrede med store runde øjne. Det var mildest talt en broget flok i salen den aften. “Så vætterne vinder slagene?” Borgherrens stemme rystede af indestængt vrede. En anden soldat trådte frem. Han havde et stort lyserødt mælkespændt koyver hængende på vommen. 

“Det viser sig, at disse forandringer forsvinder i løbet af et par døgn. Mændene må tvinges i Sorteskov, og de flygter ved den mindste lyd. Slaget er tabt på forhånd. Medmindre ...” 

Borgherren rettede sig op. “Medmindre spidsdragerne kan bekæmpe vætterne! Allerede i morgen tager Snuhr dragerne til Sorteskov, så får vætterne deres sag for!”