Rahim havde en ustyrlig trang til at kysse Asah, men det var, som om hun havde sat et usynligt skel ved at slå op med ham. Lige nu lignede hun et menneske, der var ramt af en stor sorg og utålmodigt ventede på, at han gik sin vej. ”Det kom ikke bag på mig, Asah. Jeg havde ventet det, men jeg forbander vores gamle, muslimske kulturarv. Du elsker jo ikke den mand, din far valgte som din ægtefælle. Hvad fanden er det, der foregår i denne her del af verden, som både du og jeg er født og opvokset i? Vores forældres kulturarv bliver banket ind i hovedet på os uden omtanke for, at for os, der er født og opvokset i den vestlige verden, forholder det sig anderledes. Jeg frasagde selv min fars ønske om, at hans vens datter skulle blive min kone, og det kostede mig mit ellers gode og kærlige forhold til min far. Nu er han død, uden vi blev forsonet, og det piner mig, at vi skiltes på den måde.”