“Phryne kan ikke få nok af eventyr, og læseren kan ikke få nok af Phryne.”
 – Deadly Pleasures 

Motoren standsede; hun hørte fløjten og en mærkelig bumpende lyd forrest i førsteklassevognen. Der kom en bølge af damp, og toget begyndte at køre igen, så Phryne næsten styrtede i knæ, da hun stadig var temmelig vakkelvorn. Stadig med host og opkast åbnede hun vinduet ved det unge par og derefter ved moderen og børnene. Endelig nærmede hun sig den første kupe, og lugten var stærk nok, til at det sved i hendes øjne. Hun puttede det våde lommetørklæde på igen, plettede sit ansigt med te, dykkede ind og stod stirrende. Ledsageren lå fladt på gulvet med en spildt kop ved sin hånd, men vinduet var allerede åbent, og den gamle dame var væk. Phryne gjorde derefter noget, som hun altid havde haft lyst til at gøre. Hun trak i nødbremsen, så hårdt hun kunne. Toget hvinede til et tilfredsstillende stop, og en togmedarbejder kom løbende, rev døren åben til spisevognen og begyndte med det samme at hoste. 

 ”Trak du i nødbremsen, frøken?” spurgte han. ”For himlens skyld, hvad er der sket her?” 

 ”Kloroform,” sagde Phryne. ”Hjælp mig med at få dem ud i den friske luft.”