Kedsomheden tog overhånd og jeg rejste mig op. Strakte dovent benene en enkelt gang, så leddene knagede i protest, hvorefter jeg banede mig vej udenfor.
Den kølige aften vind ramte mig i hovedet i små slag, som for at tvinge mig indenfor igen. Så let var jeg dog ikke at overtale. Så frit. Så enkelt. Ikke mindst så skrøbeligt. De kløede i mine håndflader. Kriblede. Trangen meldte sig igen. På det seneste var det sket oftere og oftere. Et skævt smil bredte sig på mine læber i eufori blot ved tanken.