I år 1234 begav den islandske høvding Sturla Sighvatsson sig sydpå til Rom for at få pavens syndsforladelse for den blodhævn, han havde øvet for drabet på storebroderen Tumi.

Sturla befandt sig på det tidspunkt på højden af sin livsbane, men han stræbte endnu højere. Han drømte om at tage magten over hele Island og havde alle forudsætninger for det: rigdom, mægtige forbundsfæller og stor personlig indflydelse. Men noget holdt denne tilsyneladende ukuelige helt tilbage, og det er dette, Thor Vilhjálmssons stort anlagte dramatisering af Sturlunga-sagaen handler om.

Rejsen ned gennem Europa bliver en dannelsesrejse for Sturla, han oplever etniske og religiøse brydninger, der får ham til at forholde sig kritisk til sine idealer og heltemyter. På samme måde bliver Thor Vilhálmssons roman til en skildring af den kamp mellem tradition og fornyelse, som præger vor tid i lige så høj grad som for 800 år siden.