på vej gennem et sommerligt Moskva, der glinser af væde efter en regnbyge. Alt strømmer, bilruden, bakspejlet, de forankørende moderne biler og busser, de let klædte kvinder og mænd på fortovene, husene, høje ny og lavere gamle. Den røde blomst i bilrudens venstre hjørne. Alt ånder grøde og fremskridt, forandring, frigørelse og optimisme i genkendelsens knæsatte realisme. Det charmerer, det kan sit kram, det rummer hemmelig forførelse, og det rummer hemmeligt politi på pladsen bagude, som den unge kvinde ved rattet netop forlader, - stedet, åstedet, for forhør af dem der ikke forstod at de ny tider var kommet, som man kun kunne være for og ikke imod. Billedet rummer skjult det dobbeltgreb, intellektuelle i øst og vest var holdt i, og som en eftertid ikke kan undslå at forholde sig til ved at henvise til at man ikke har befundet sig i det dobbeltgreb og det derfor ikke vedrører én. Som barn af sin tid er man arving til både tidens aktiver og passiver. Det gælder i særlig grad de intellektuelle. Moskva er, som det hedder på bagklappen af bogen, et privilegeret sted for erindringen om det 20. århundrede, for de erfaringer der dér blev gjort, med, ok, særlig relevans for nutidige drømmere om en samfundsændring.