I 1943 blev Mussolini afsat, og Italien var ikke længere allieret med Tyskland, men blev besat. Mussolini kæmpede sig herefter tilbage til magten med tyskernes hjælp.

”Mussolini og Hitler” udforsker de to diktatorers forhold i al dets kompleksitet. Deres forhold var kendetegnet ved, at formen var vigtigere end indholdet: Propagandaværdien, som deres alliance repræsenterede, var vigtigere end substansen. Deres møder førte derfor sjældent til egentlige politiske beslutninger. Det handlede først og fremmest om at mødes og blive set sammen. Indimellem korresponderede og sendte de hinanden erkendtligheder, der beseglede deres pagt: I realiteten hjalp de med at opbygge hinandens image som internationale strateger og folkeførere.

Hitler er langt mere beskrevet i litteraturen end Mussolini. En af bogens store bidrag er at give et nuanceret og detaljeret indblik i særligt Mussolini. Bogen gør dermed op med opfattelsen af Mussolini som en forvirret klovn, der ikke vidste, hvad han lavede, og med italienerne som uskyldige ofre for større og mere ondskabsfulde kræfter. Mussolini kendte til og sympatiserede med den nazistiske racehygiejne. Samtidig var det Mussolini, som et langt stykke hen ad vejen inspirerede Hitler til at iscenesætte sig så dygtigt.

"Mussolini og Hitler" peger indirekte på vores egen tid, hvor politik igen domineres af stærke mænd, der bruger massemedier og propaganda til at fremme deres sag. Bogen her er en påmindelse om, hvilke kræfter der kan tage magten, hvis de får lov at folde sig fuldt ud. Mussolini har måske aldrig helt sluppet sit tag i den italienske befolkning: Forestillinger om den stærke mand og leder af nationen lever fortsat.

Christian Goeschel er historiker og lektor på University of Manchester, England.