Han havde foreslået, at de sammen skulle vælge en stjerne, som skulle være deres fælles. Det skulle være stjernen, som de sammen eller hver for sig altid kunne genkende. Den skulle være deres personlige ledestjerne. Sammen fandt de en, der lå på venstre side af Nordstjernen på den store stjernefyldte himmel. Den skulle være deres, besluttede de. Den skulle være forbindelsen mellem dem, hvis der skete noget med en af dem. De kunne jo ikke regne med, at de altid ville få lov til at følges ad. På denne stjerne kunne de måske mødes igen i fantasien. Dette havde hun sikkert allerede glemt. Det var jo begrænset, hvor meget hendes syge hjerne nu kunne rumme. Hendes sygdom begrænsede jo hendes hjernekapacitet.