En ”Modningens Have” kalder gamle vismænd det sted, som mennesket betræder, når verdens hemmeligheder åbenbares det. I den have findes ingen blomst, som ikke har modnet sin frugt, intet frø, som ikke har udfoldet sit spirende liv. Men mørke og farefulde skildres også de veje, som fører til den trange port, der danner indgangen til denne have. Det forsikres dog tillige, at når en ”Myste” eller indviet med omsorgsfuld hånd udpeger vejen for en, da vil mørket kunne blive klarere end lyset og farerne magtesløse overfor sjælens voksende kræfter. Som barnagtige forestillinger fra en tid, i hvilken man ikke havde anelse om vore dages videnskaber, forkætres sådanne tanker af den ”Oplyste”, som tror sig at kunne skelne mellem den ”famlende Indbildningskrafts” drømmebilleder og en videnskabelig opøvet forstands indsigter. Og den, som alligevel nu for tiden nærer sådanne tanker, kan være sikker på, at han hos mange af sine samtidige vil bemærke, om ikke et hovmodigt så dog i det mindste et medlidende smil.