at få tiden til at gå. Johannes Andersen mener dog at vide, at 68'ergenerationen ikke blot har tænkt sig at vente på døden, men aktivt bruger tiden efter arbejdsmarkedet til at skabe et betydeligt og indholdsrigt liv, hvor arbejde ikke længere er den dominerende mening med livet og hvor pensionisttilværelsen ikke er dødens ventesal, men en sprudlende dagligstue med fest og farver til den bitre ende.

Johannes Andersens hverdagssociologi er underholdende og dybt informativ og henter sine oplysninger og klogskab fra et langt liv. I hans optik er 68'ergenerationen ikke at sammenligne med en sten i skoen, men med et uomgængeligt isbjerg i det danske samfund.