en rolle i idrætslæreres arbejdsliv og faglige identitet. I afhandlingen arbejdes der med alder og aldring som samfunds- og kulturanalytiske kategorier, der indgår i betydningsdannelsen i idrætsfaget.

Afhandlingen tager udgangspunkt i to empiriske undersøgelser blandt idrætslærere i gymnasieskolen: en surveyundersøgelse (N=663) og en kvalitativ interviewundersøgelse (N=12). På baggrund af disse undersøgelser samt teoretiske studier af bl.a. aldersbegrebet, livsalderpsykologi, lærerudviklingsteori og Pierres Bourdieus praksisorienterede sociologi udforskes idrætsfagets særlige kendetegn: at være et kropsligt bevægelsesfag, hvor kropsliggjort kulturel kapital tilsyneladende spiller en afgørende rolle i fagets logik og lærernes faglige identitet. Men hvad sker der, når kroppen ældes og et fysisk forfald anes bag træningsdragten? Hvad sker der når alderen indhenter én? Og hvorfor er der så få ældre lærere i idrætsfaget sammenlignet med andre fag? Disse spørgsmål søges besvaret med hovedvægt på kvalitative analyser af idrætslærernes fortællinger om bl.a. idræt som passion og profession, om brud og kontinuitet i lærerudviklingen, om fysisk overlegenhed og kropslig forlegenhed, og om den aldrende bevægekrop som et vilkår i idrætslærerens performative arbejde.