Nu vågner hun op i en ambulance og ved ikke hvad der er sket. Dagen efter kan hun ikke tale, hun kan ikke gå, og hun kan næsten intet huske.  

Sådan begynder bogen. 

   

Vi følger Jane Korsgaards rejse tilbage til et normalt liv. Hun bliver indlagt på hospitaler, kommer på kursted, kommer på Center for Hjerneskade – og alle steder hører vi udførligt om den træning hun går igennem, den træning som er så vigtig for folk der enten har haft en blodprop eller en hjerneblødning, og som er stærkt medtagede.   

Jane Korsgaards historie er atypisk da hun møder enhver udfordring positivt. Hun skal nok lære at gå, at løbe, at læse igen, at skrive igen. Hun vil, og hun kan. Sådan tænker hun, sådan opfører hun sig. Måske er det derfor hun konstant opnår forbedring. Hun er glad og positiv – og møder alle udfordringer med en tro på at hun kan. 

   

Hun oplever også en forandring i sig selv: Hun er ikke længere sådan en pæn pige der blot kan ignorere sin mors dominerende og kritiske facon, som hun nu får mod og energi til at gøre oprør imod. Der er ikke længere plads til det i hendes hjerne, forklarer hun. Hun skal bruge al sin energi og opmærksomhed på at gøre fremskridt. 

Og det gør hun. 

 Vi følger hende gennem tre år – og til sidst kan hun både løbe, skrive og læse igen. 

Det er en sejr. 

 I dag bor Jane i den lejlighed hun fik tilbudt af kommunen. Hun holder foredrag om sin situation samt underviser igen i den udstrækning hun magter det. Hun synes faktisk at hendes liv er blevet bedre end det liv hun levede før blodproppen.   

Bogen henvender sig til personer der har fået en blodprop eller en hjerneblødning samt deres pårørende, men også til personale og behandlere der gennem Janes historie kan forstå hvor betydningsfuldt deres arbejde er.