som eksakte kunstnere og kunsthistorikere, i sig selv beror på en nationalromantisk, mytisk konstruktion. Det understreges at faderloven, ligesom borgerfamiliestrukturen, udgør en af forudsætningerne for at skabe nationalidentifikationen, hvor faderen (fædrelandet/patriotismen) og moderen (modersmålet/Mor Danmark) kan anvendes som folkeligt forankrende allegorier og symboler.
I vores på mange måder postfaktuelle og etnisk chauvinistiske tidsalder behandler forfatteren det paradoks at nationalismen har særdeles gode vækstbetingelser i en ellers på mange måder transnational og globaliseret verdensorden. Det skyldes bl.a. siger han at nations- og statsbegrebet er ubevidste og omskiftelige begreber med en kompleks genealogisk virkningshistorie. Hvor nationsbegrebet oprindeligt blev associeret med åbne strukturer, blev det fra og med slutningen af 1700-tallet og frem gradvist konstrueret som et ekskluderende fællesskabsbegreb. Det nationale blev fra nu af ofte forbundet med etniske særkender, og det medførte, at man kunne operere med nationale forestillinger, hvorved man kunne adskille et ”os” fra et ”dem”. Den moderne nation og kunsthistorien, med dens interesse for territoriet og civilisationshistorien, konsolideredes derfor i et parallelforløb, og derfor kan kunst- og kunsthistorien heller ikke længere betragtes som en uskyldsren beskæftigelse med æstetiske sysler.