Samtidens voldsomme naturkriser kalder ikke kun på naturvidenskabelige studier, men i høj grad også på en omfattende humanvidenskabelig indsats – og specifikt på historisering og kontekstualisering. Naturens kriser kræver, at vi forstår, hvordan vi er endt som førstehåndsvidner til et globalt økologisk sammenbrud. Her er det ikke tilstrækkeligt med kurver over altings acceleration (udledninger, befolkningstal, energiforbrug, konsumerisme, personbiler); kriserne kræver også en forståelse af, hvordan reaktionerne på (og opfattelsen af) naturens tilstand er dybt indfiltret i historiske kampe om natur-, menneske- og samfundsforståelser.