Så hvordan skriver man digte om dyr og om sin glæde ved naturen midt i den sjette store masseuddøen, hvor pilen ubehageligt entydigt peger på os selv?

Måske samler man sine erindringer om dyr og andre levende væsner og placerer dem uden noget postulat om en større sammenhæng i sit eget lille raritetskabinet. Registrerer møder med andre arter, som vi har mere tilfælles med, end vi har vænnet os til at tro. Undersøger de glidende overgange og metamorfosen som et nødvendigt landskab. Et raritetskabinet, som afspejler den placering, naturen reelt er ved at blive hensat til. 

Det er under alle omstændigheder, hvad Kim Skotte har forsøgt i sin 6. digtsamling Naturlige erindringer, hvor fotografen Tina Schwarz har stået for billedsiden. 

Projektet er ikke sentimentalt, men kommer uvilkårligt til at pejle sig i retning af barndommens ”Der var engang”. Der var engang, hvor man kunne sidde med Dyrenes liv af Brehm og gå på opdagelse i en verden af endeløst varieret fauna. Det kan man ikke længere. Nu tæller man mere ned end op. 

I den situation er det vigtigt at holde fast ved den følelse, som den amerikanske biolog og myreforsker Edward O. Wilson kaldte ”biophilia”. Den følelse af forbundethed med andre livsformer, som mennesket ubevidst søger efter. Biofilien er antitesen til den ensomhed, Thorkild Bjørnvig forudså, vi ville komme til at føle, efterhånden som arternes antal skrumper ind og deres stemmer forstummer.