»Lars kunne gå ned til Vestervang og lukke Ankers fugle ud. Det kunne han. Dyreværnsaktivister har lige lukket 200 mink ud et sted imellem Aulum og Struer, han har lige hørt det i radioen. Desværre aner dyrene ikke hvad de skal stille op med al den frihed, de løber bare forvirrede rundt. Bider hinanden, torturerer hinanden (sagde minkavleren i radioen), løber ud foran biler, bringer uorden i naturen, spiser fuglenes æg, spiser fugle og fredede frøer, og minkavleren i radioen, med sit underspillede jyske: ja, det bliver spændende at se om de kan finde ud af det.
Ankers fugle ville sikkert også gå til. Jamen, helt sikkert - Lars kan lige se det for sig: små latterlige og alt for farvestrålende papegøjefugle der glade hopper lige i gabet på ræve og rovfugle, fordi de ingenting aner om deres naturlige fjender.«

Foråret er kommet til Vejby med alt for meget varme og uro. En mand er død. En ny er flyttet til. Man går i kirke og passer hvert sit, man taler om vejret og ketchup. En fuglekikker drikker fadøl og drømmer om at se en azurmejse, og betjenten banker sin kone. Dette er en bog om kærlighed. Og om døden og om at længes. Det er en bog om Lars og Inger-Mai og om Politi-Peter, Mona og Stig og de andre, der er gæster i hinandens liv i Vejby.