Naturoplevelser som mål og indhold i undervisningen udtrykker et ønske om at sætte både sagen og eleven i centrum. Med udgangspunkt i naturvejledning som eksempel rejses spørgsmålene: Hvad sker der, når undervisningen iscenesætter naturoplevelser som udgangspunkt for læring og opdragelse om natur/miljø? Og hvordan kan en sådan aktivitet begrundes?

I afhandlingen udfoldes forholdet mellem naturoplevelse og erkendelse (læring) gennem en analyse af klassiske erfaringsbegreber, forskellige former for fænomenologi og konstruktivisme samt systemteori. Der udkastes ´én naturoplevelsernes didaktik´ gennem en systemteoretisk rekonstruktion af didaktikbegrebet. Afslutningsvist belyses spørgsmålet om, hvilken pædagogisk værdi naturoplevelser kan tilskrives?