I slutningen af november blev der endelig indgået en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas, som ville betyde løsladelsen af 110 gidsler (både israelere og udlændinge) i bytte for omkring 150 palæstinensiske fanger. Hamas brød våbenhvilen efter en uge, da det ikke lykkedes dem at levere det sidste parti gidsler og begyndte at affyre raketter mod Israel igen. Mens offentligheden oprindeligt var lettet over, at i det mindste de fleste af kvinderne og børnene var blevet løsladt fra Gaza, steg frustrationen over Netanyahu og regeringens håndtering af krigen i de kommende måneder. Ikke alene nægtede Netanyahu at tage personligt ansvar for at undlade at forhindre 7. oktober, men hans politik over for Hamas blev endelig afsløret som en katastrofe. I årevis havde Netanyahu tilladt kufferter med millioner af dollars at komme ind i Gaza fra Qatar, hvilket gav Hamas ressourcer til at styrke sin militære kapacitet og bygge et omkring 500 km langt tunnelnetværk. Netanyahus teori var, at Israel kunne købe fred og ro ved at lade Hamas vokse, og det ville samtidig sabotere enhver udsigt til en to-statsløsning. Jo stærkere og mere populært Hamas voksede sig, jo mere ville de svække det palæstinensiske selvstyre, som var det eneste organ, der kunne slutte fred med Israel.