Bogens indledende afsnit beskriver Danmarks historie og kirkehistorie i det 19. århundrede, Grundtvigs samtid. Dernæst sættes lup på Irenæus, Martin Luther og den samtidige Søren Kierkegaard, men fokus er hele tiden på Grundtvig og den inspiration han henter fra disse.

Alt tyder på at Grundtvig så sig selv som den store kirke reformator. Han syntes ikke at mangle selvtillid, men Luther stiller sig imellem.  

Trods det 19. århundredes sekulariserings tendens, formår Grundtvig at bevare og genbruge den 2000 år gamle apostolske trosbekendelse og gøre troen levende. Kirken sættes fri fra tvang.

Bogen er interessant på den måde, at den kommer godt omkring Grundtvigs forfatterskab, både hans teologi og menneskesyn. Bogen bringer også lys over, hvordan Grundtvig har benyttet sig af den tilgængelige litteratur samt af samtidens teologer, f. eks. Kierkegaard.

Den agtelse af mennesket, som vi møder hos Grundtvigs, har rødder i kristendommen og dens design. Grundtvig var også fortaler for at kvinderne skulle frem i både kirke og samfundslivet.

Bogen kan læses af alle med interesse for Grundtvig.