Det er en fortælling om stjerner, der kan vise vej, om oplysningstidens forskningsmetoder og om venskaber, der udvider ens horisont – samt om svigt og uenigheder blandt ekspeditionens medlemmer. Han fortæller om gæstfrihed hos de forskellige arabiske folkeslag, om fremmedartede skikke, og om hvor vigtigt det er at lytte til de lokale og lære af dem. Men der er én ting, som Niebuhr især fortryder.

Med "Niebuhr fortæller" bringer Birgitte Andersen læseren tilbage til 1700-tallets oplysningstænkning – en tid hvor jagten på viden var i højsædet. Naturvidenskaben var i fremmarch, og hele skaberværket skulle afdækkes og kortlægges – bogstavelig talt. Det er her, den tyske kartograf Carsten Niebuhr (1733-1815) kom ind i billedet. Sammen med en broget gruppe af videnskabsmænd skulle han dokumentere en ekspedition til ’Det Lykkelige Arabien’, som han aldrig ville glemme.