fortæller kronologisk om Grundtvigs liv fra hans slægt og barneår i Udby til hans virke som forfatter, teolog, digter, debattør, præst, filosof og initiativtager til folkehøjskolen, men også hans politiske og åndelige holdninger fremlægges og diskuteres. Det er et ambitiøst værk om en af de største personligheder i dansk historie, der som en af de få danskere har fået opkaldt en -isme efter sig, nemlig grundtvigianismen. Hans Rosendal (1839-1921) var dansk højskoleforstander og forfatter. Barndomshjemmet i Vejle var præget af kristen åndelighed og kultur og efter sin skolelærereksamen blev Rosendal lærer ved Grundtvigs Højskole i Marielyst. Gennem venskabet med jurist og politiker Orla Lehmann blev han præget af de Nationalliberale, som ønskede en fri forfatning og en genforening af Sønderjylland og Danmark. I 1867 oprettede Rosendal en ny højskole i Vinding tæt ved hans barndoms by Vejle og fungerede som forstander der frem til 1892, hvor han overtog ledelsen af Grundvigs Højskole. Rosendal skrev en lang række artikler og historiske skrifter om især folkehøjskolebevægelsen, men også om bl.a. Sønderjyllands historie.